Skip links

Akuthjælp

Jeg tilbyder akuthjælp for sangere, skuespillere og andre, der bruger stemmen professionelt, og for hvem, det kan betyde aflysning af koncerter, forestillinger, foredrag o.lign, hvis stemmen er blevet overbelastet.

Har du mistet stemmen, oplever du akut stemmetræthed, hæshed eller er din ambitus indskrænket på grund af overbelastning, kan akuthjælp være afgørende for at du kan gennemføre den planlagte begivenhed. Jeg har mange års erfaring i at afhjælpe en akut belastet stemme, og ved hvad der skal til, for at stemmen kan fungere godt nok til at gennemføre, og en behandling vil indeholde diagnosticering, manuel behandling og relevante øvelser til brug inden stemmepræstationen.

Som turnerende musiker, kan der være udfordringer med manglende søvn, stress, manglende motion, stram planlægning, flere shows på een dag, forkølelse mm, alt sammen noget, der har stor indvirkning på stemmens funktion, og det er naturligt, hvis stemmen siger fra. Nogle gange er det kun få justeringer der skal til, men for mange vil en afspænding af strubens muskler, brystkasse, diafragma, nakke, kæbe og mave, få kernen tilbage i stemmen, så du kan fortsætte dit udøvende arbejde.

Det anbefales at det ikke er senere end max 4 timer før præstationen, da der som oftest indgår manuel behandling, hvilket kan give en større/mindre slimproduktion i de efterfølgende timer. Desuden har musklerne også godt af hvile efter behandlingen før de skal i brug.

Ofte vil det være aktuelt at starte i et stemmerehabiliteringsforløb, hvis den akutte situation er opstået på grund af længerevarende forkert brug af stemmen. Andre gange er det blot små justeringer der skal arbejdes med.

I en presset situation, hvor man overvejer aflysning af en koncert, er det essentielt med professionel vejledning. Som artist, manager eller instruktør er du altid velkommen til at tage kontakt, også i de lidt skæve tidspunkter, hvor disse overvejelser ofte kommer. Det er vigtigt at træffe den rigtige beslutning, både for artist og publikum.

Ønsker du at kontakte mig i forbindelse med akutbehandling, kan du kontakte mig her.

Return to top of page